Fakta om MBSR – formål, indhold, form og forudsætninger for deltagelse

Fakta om MBSR – formål, indhold, form og forudsætninger for deltagelse

Følgende er citater og uddrag fra Dansk Center For Mindfulness, Allan Ulrich Thomsen bl.a. er uddannet fra www.mindfulness.au.dk

Mindfulness-baseret stress reduktion (MBSR) er en evidens-baseret metode, der gennem omfattende forskning har vist sig at være virksom over for symptomer på stress, angst og depression. Mange oplever desuden at metoden, der bygger på systematisk træning i mindfulness, effektivt fører til øget nærvær, forbedret livskvalitet og velvære, samt en mere venlig og accepterende indstilling over for sig selv og andre.

Formålet med kurset er at lære at integrere en række færdigheder, der gør det muligt effektivt at håndtere stress i hverdagen. Det vil være en hjælp til at styrke opmærksomheden for at opnå større balance og bedre overblik, samt bedre evne til at prioritere ens nærvær i det daglige arbejde. Dette inkluderer træning i øget bevidst nærvær over for stress-relaterede tanker, følelser og kropslige fornemmelser. Mere specifikt trænes evnen til at opdage negative tankemønstre, når de opstår, samt evnen til at flytte opmærksomheden væk fra disse tankeprocesser. Der arbejdes med kropsbevidsthed og emotionsregulering. Evnen til bevidst nærvær opdages og trænes gennem en række praktiske mindfulness-øvelser, såsom liggende kropsscanning, simple yoga øvelser og siddende meditationer. I MBSR suppleres mindfulness-træningen med eksempler, undervisning om stress, stress-fysiologi, perception og kommunikation, samt guidede øvelser og oplevelsesorienterede læringsmetoder, der illustrerer sammenhængen mellem krop, tanker, følelser og adfærd under stress.

Hvad er MBSR

Mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR) er et interventionsprogram udviklet af Jon Kabat-Zinn ved Center for Mindfulness, University of Massachusetts Medical School, i USA. Det er et videnskabeligt dokumenteret virkningsfuldt program, der anvender intensiv træning i mindfulness til forbedring af helbred og livskvalitet, herunder effektiv håndtering af symptomer på stress, angst og depression, hos syge og raske personer. Metoden bruges til at arbejde med opmærksomheden – til at forholde sig til de tanker og følelser, der dukker op med en kærlig og accepterende opmærksomhed, også selv om det er tanker, man egentlig ikke har lyst til at have. På den måde kan man træne sig selv i at være fuldt til stede i nuet, samtidig med at man kan arbejde med sine reaktionsmønstre og sin vanetænkning. I MBSR-programmet er meditationsteknikker og simple fysiske yoga-øvelser taget ud af deres oprindelige religiøse kontekst og tilpasset til mennesker i en vestlig kultur.

I modsætning til mange af de andre tilgængelige tilbud om mindfulness-kurser, -workshops, -foredrag etc., så er MBSR-programmet, som udbydes gennem www.mindfulness.au.dk, underlagt internationale videnskabelige standarder for kvalificeret undervisning. Der er videnskabelig dokumentation for, at mentalt helbred kan trænes i lighed med det fysiske helbred, og at mindfulness kan bruges som teknik. Det er afgørende, at det gøres på et seriøst fundament, og MBSR-kurserne under Aarhus Universitet varetages derfor udelukkende af veluddannede fagfolk, der lever op til de internationale standarder for MBSR-undervisning.

Meditation

Meditation indebærer, at man bevidst koncentrerer sig, men meditation handler i MBSR-sammenhæng ikke om, at man skal tømme hovedet for tanker. I meditationen mærker man det som er; alle tanker, følelser og kropslige fornemmelser er tilladte – der er ikke noget, som kan være forkert, ligesom man heller ikke kan være dårlig til at meditere. Hvis tankerne flyver, registrerer man det og forsøger at bringe dem tilbage til åndedrættet. Bliver man fyldt af negative eller fordømmende tanker, eller føler man sig rastløs eller keder sig, er det det, man registrerer.

Meditationen kan være centreret om åndedrættet, men man kan ligeledes meditere over positive og negative oplevelser. En central del af programmet er desuden bodyscan, hvor man bliver guidet igennem at mærke hele kroppen og på den måde øver sig i at være til stede fysisk og mærke efter, hvordan man egentlig har det.

Yoga

Mindfulness-yoga er øvelser, hvor man ved hjælp af åndedrættet og opmærksomheden, koncentreret mærker sin krop. Man lærer at respektere kroppens grænser og løsne muskelspændinger. Det er smidighed, balance og styrketræning på én gang. Man prøver også at undersøge og acceptere tanker og følelser f.eks. frustration over, hvad kroppen ikke kan eller ens tendens til at presse kroppen for meget. Ved regelmæssig træning oplever de fleste, at de opbygger mere styrke og opnår mere fleksibilitet.

Gruppeundervisning

En vigtig pointe for programmet er, at det udfoldes sammen med andre. Kurset adskiller sig fra almindelig yoga og meditation ved, at man undervejs i forløbet enten i plenum eller i par taler om hvordan meditationen, hjemmearbejdet eller yogaøvelserne er forløbet, ligesom der er forskellige kommunikationsøvelser undervejs. Dette hjælper den enkelte til at se, at man ikke er ene om fx at føle smerte, kede sig, skamme sig eller være angst.

Man bestemmer selv, hvor meget man deler, men de fleste oplever, at det kan være rart at betro sig til andre, der deltager på samme vilkår som de selv, uanset hvilken baggrund den enkelte har, eller hvilken motivation man har for at deltage. Det er derfor hensigtsmæssigt, at man møder op med en åben interesse både for de andre deltagere og for kursusindholdet.

Deltagerkrav og -forudsætninger

Man behøver ikke at have nogen forudgående erfaring med hverken yoga eller meditation for at deltage i kurset. Styrken ved mindfulness-træning er at lade øvelserne virke af sig selv.

MBSR er et krævende program forstået på den måde, at man ofte bliver konfronteret med sider af sig selv og ens liv, som man ikke er så begejstret for, eller som måske volder én sorg. Det er derfor hårdt arbejde at meditere, selv om det på overfladen kan se afslappende ud, og det er af samme grund vigtigt, at det er en certificeret instruktør, der forestår uddannelsen.

Desuden skal man være indstillet på at bruge en relativt stor mængde tid undervejs i de otte uger, som kurset strækker sig over. Ud over en ugentlig kursusdag skal man meditere, dyrke yoga eller lave body scan minimum seks ud af syv dage; det kan derfor på være en god idé på forhånd at overveje, hvordan de ca. 45 minutters daglig træning skal passes ind i ens øvrige program. Der findes dog også kortere guidede meditationer, man kan anvende på dage, hvor tiden ellers ikke slår til.

Mindfulness bliver for mange deltagere en naturlig del af deres liv, som de helst ikke vil undvære – heller ikke, når kurset er slut. Det mentale helbred kan fortfarende forbedres, og mange finder, at de har gavn af fortsat at meditere og dyrke yoga – resten af deres liv.

Share this content:

Lukket for kommentarer.