Essentiel meditation (følgende er uddrag fra Skolen for anvendt meditation)
“Mere end to tusind års erfaring i de forskellige meditative træningssystemer på jorden har uddestilleret en essens af arbejdet med bevidst nærvær. På baggrund af omhyggelig introspektion og neutral iagttagelse har praktiserende igennem tiderne afdækket sindets grundvaner og fundet frem til alternative strategier til tilstedevær og opmærksomhed. Paradokset er, at det er et ikke-gørende og ikke-målsøgende nærvær i det nuværende øjeblik, som muliggør åbning til positive og livsbekræftende erfaringer.
Traditionelt har mindfulness træningen haft tre perspektiver: selvregulering, selvudforskning og selvbefrielse. I den buddhistiske tradition har horisonten været en absolut udfrielse af lidelse og psykologisk ubevidsthed, et radikalt mål som forudsætter et intensivt og dedikeret træningsarbejde over mange år. Samtidig har man opdaget, at selv en mindre ambitiøs, men regelmæssig indre praksis over tid kan afsætte forskellige positive effekter: for eksempel mere balance og sindskontrol, mindre lidelse og forvirring, øget selvkendskab og en bedre evne til at navigere mere bevidst gennem tilværelsen. Sådanne effekter er ikke forbeholdt de få og udvalgte, men er inden for rækkevidde for almindelige mennesker, også i vor tid.”